Efter flere overvejelser, møder og samtaler på kryds og tværs har Harboøre IF og Thyborøn Fritid valgt at slå ungdomsholdene i både håndbold og fodbold sammen under navnet Team Tangen. Vi har set på antallet af børn, der er i foreningerne samt antallet af børn, der vil komme over de næste fire-fem år.

Der har altid været en kamp om tangen, hvor ærkerivalerne fra Thyborøn skulle stå distancen mod ærkerivalerne fra Harboøre. Det har været en god kamp, da det har givet mange gode snakke og godmodige drillerier i skolen, på arbejdspladsen og hvor man nu ellers lige mødes.

Der har altid været nerver på og temperamentet har været på kogepunktet når der skulle spilles kamp i både håndbold og fodbold. Den rivalisering blev lagt på hylden for flere år siden i ungdomsrækkerne, da en del af holdene blev slået sammen under Thyborøn IF / Harboøre IF i fodbold og Team Tangen i håndbold. Nu er tiden inde til at udvide samarbejdet.

Det indebærer at fra efteråret 2019 er alle ungdomshold slået sammen under Team Tangen. Målet er, at vi nu kan tilbyde både håndbold og fodbold i alle årgange, hvilket har været svært de sidste år. Dette er et samarbejde vi ser et kæmpe potentiale i og begge bestyrelser er meget positive omkring samarbejdet.

Vi håber og tror op, at dette bliver taget godt imod af såvel forældre, trænere og børn i vores to byer. Vi glæder os rigtig meget til at tage hul på den kommende sæson, hvor vi også spiller i en ny fælles trøjefarve. Denne præsenteres på infomødet, der afholdes i Harboøre Centret den 17. juni kl. 19:00. Vi håber at se mange spillere, forældre, trænere og andre interesserede til mødet, hvor det uddybes hvilken betydning dette har for netop dig og dit barn.

Mvh. Bestyrelserne i Harboøre IF og Thyborøn Fritid

Comments are closed.